Spansk pølseret

Forvandl familiehittet ”svensk pølseret” til en ret, der smager af det spanske landkøkken. Med masser af grønt, chorizopølse og en cremet mælke-tomatsauce.

Ingredienser ( 4 personer )

  • 500 gram kartofler
  • 500 gram søde kartofler
  • 300 gram chorizopølse
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille håndfuld rosmarin
  • 2 røde peberfrugter
  • 1 aubergine
  • 1 tsk. stærk paprika
  • 70 gram koncentreret tomatpuré
  • 2 dl sødmælk
  • 1 glas kalamataoliven
  • 1 squash
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

Skrub eller skræl kartofler og søde kartofler, og skær dem i grove stykker. Kog dem i let saltet vand til de er akkurat møre. Hæld dernæst vandet fra.

Skær chorizopølse i grove skiver, og rist dem på en stor pande med høje kanter.

Pil løget, og skær det i tynde både. Pil og pres hvidløg. Svits løg og hvidløg sammen med pølserne på panden. Hak rosmarin fint, og vend det i panden.

Rens peberfrugter, aubergine og squash, og skær dem i tern. Tilføj dem til panden, og lad dem stege med, indtil de begynder at falde sammen og tage farve.

Vend de kogte kartoffelstykker sammen med pandens indhold. Krydr med timian, rosmarin og paprika, og tilsæt tomatpuré, mælk, salt og peber. Vend rundt og lad retten simre i 10 minutter. Vend oliven i retten.

Smag til, og pynt med lidt rosmarin inden servering.

 

Opskriften er udviklet af EMMA MARTINY, blogger, madskribent og kogebogsforfatter.

Pr. person  
KJ 2399
Kcal 573
Fedt (g) 22,1
Kulhydrat (g) 56,9
Protein (g) 32
Kostfibre (g) 11,3
Calcium (mg) 194

Andet inkluderer organiske syrer, alkohol og uspecificeret 

Kilde: VITAKOST (u.å.) HTTPS://WWW.VITAKOST.DK/DA/HJEM