Mælk og negle

Har hvide pletter på neglene noget med mælk at gøre? Læs mere her.

Mange mennesker oplever at have mindre hvide pletter på neglene af og til. Der verserer mange forklaringer om, at det skyldes for meget eller for lidt mælk og mangel på, eller overskud af, mineralerne calcium eller zink. I langt de fleste tilfælde skyldes pletten en mindre skade på neglen, der er sket inde ved neglens rod, altså der hvor neglen gror fra. Du kan enten have slået fingrene mod en bordkant eller fået et mindre slag på neglen. Det handler ikke om voldsomme skader, som jo kan give en blå negl!

Negle vokser ret langsom – ca. 0,1 mm pr. døgn – så der kan sagtens gå et par uger fra skaden sker, til du ser pletten, og der har du sikkert for længst glemt alt om slaget. Pletten forsvinder, efterhånden som neglen vokser ud. Med et fint udtryk kaldes de hvide misfarvninger af neglen for ‘leukonychia’. Det kommer fra græsk, hvor ‘leuko’ betyder hvid og ‘nyxia’ betyder negl.

I meget sjældne tilfælde kan misfarvninger være tegn på infektion eller anden sygdom, eller evt. en reaktion på et negleprodukt, fx neglelak. Vær opmærksom på at påsætning af kunstige negle – og fjernelse af samme – også kan give de små stød som fremkalder de hvide pletter.

Reference: Bean, B., W.,1974. Nail growth: 30 Years of Observation. Arch Intern Med. 134 (3):497-502