Sund og glad skolestart

 

Skolestart er en stor begivenhed for både børn og forældre, og det er derfor vigtigt, at den nye epoke i livet får en god begyndelse. En god start på livet som skolebarn involverer blandt andet dit barns parathed, dine krav og forventninger som forælder, gode madvaner, søvn og fysisk aktivitet.

’Sund og Glad Skolestart’ med Adam Breum og Helle Brønnum Carlsen som hovedforfattere, er en forældrehåndbog, der giver dig konkrete redskaber, inspiration og information om emner, der er relevante for, at dit barn for en god start på skolelivet. Håndbogen behandler blandt andet emner som: Venskaber og klassedynamik, madpakker, skolemælk, børns læring og meget mere.

Bogen er udviklet af Mejeriforeningen, og den tilbydes til alle skoler, så de op til et nyt skoleår kan udlevere bogen gratis til alle forældre til nye skolebørn.

Hvis du ikke har modtaget bogen på dit barns skole, kan du spørge klasselæreren eller på skolens kontor, om det er muligt at få den.

Du kan få mere nyttig information på skolemælk.dk

 

Tips til madpakken

Det er en god idé at inddrage dit barn, når du smører madpakke. I hvert fald en gang imellem. Det giver dit barn et forhold til madpakken og mulighed for at fortælle, hvad det kan lide og ikke lide, hvor meget det kan spise, og hvad det ikke har lyst til at spise foran kammeraterne.

Du kan gøre hverdagen lettere for dig selv ved at tænke på madpakken, når du laver aftensmad. Du kan for eksempel lave ekstra frikadeller, kyllingelår, pastasalat eller gnavegrønt.

Få flere tips og opskrifter til sunde og spændende madpakker på skolemælk.dk

 

Skolemælk gør madpakken mere komplet
Fødevarestyrelsen anbefaler alle danskere over tre år at drikke ¼ -½ liter mager mælk hver dag. Hvis børn får et glas mælk eller en skål med syrnet mælkeprodukt til morgenmad, og de drikker mælk til mellemmåltider eller aftensmaden, kan de sagtens få den mængde, der anbefales. Men i mange familier serveres der kun vand eller saftevand til aftensmaden. Uden mælk til aftensmaden bliver skolemælken derfor en vigtig brik i den daglige kost.

Rugbrød med magert pålæg, lidt grøntsager og en skolemælk gør skolemåltidet til et komplet måltid, da det giver barnet, den energi og de næringsstoffer, det har brug for.

Læs meget mere om fordelene ved skolemælk på skolemælk.dk