Afkalkning og åreforkalkning

Afkalkning handler om, at knoglerne mister noget af den calcium, der er afgørende for deres styrke og holdbarhed. Der sker med alderen et gradvist tab af knoglemasse, som er med til at gøre knoglerne svagere og øge risikoen for knoglebrud. En vis afkalkning med alderen må man leve med, men fornuftig fysisk aktivitet og tilstrækkeligt med calcium og vitamin D i maden, kan bidrage til vedligeholdelsen af normale knogler.  Fornuftig fysisk aktivitet skal være aktiviteter hvor du så at sige ’bærer din egen vægt’. Altså ikke svømning og cykling, hvor henholdsvis vandet og cyklen bærer dig. Knoglerne skal helst stimuleres for at holde sig stærke.

Åreforkalkning er at andet ord for hjertekar-sygdom, som kort fortalt handler om, at væggene i vores blodårer fortykkes, hvilket gør det sværere for blodet at passere igennem som det skal. Fortykkelsen består af fedt, kolesterol og kalk, hvorfra navnet ’åreforkalkning’ stammer. Hvis fortykkelsen af karvæggen bliver for voldsom, får blodet svært ved at løbe igennem, og hvis så også dele af fortykningen river sig løs og begynder at strømme med blodet rundt, kan åren risikere at stoppe helt til. Det er det der kaldes en blodprop.

Denne fortykkelse skyldes mange forskellige faktorer, og indeholder både arvelige aspekter og aspekter, der stammer fra vores livsstil. Især overvægt, fedme, forkert kost, manglende motion, rygning og stress er risikofaktorer for åreforkalkning.