Hvad gør mælk for kvinder?

Mælk er unik på grund af sit indhold af mange forskellige næringsstoffer. Det drejer sig især om calcium og protein, men mælk indeholder også en række andre vitaminer og mineraler og er simpelthen den fødevare, der naturligt indeholder flest forskellige næringsstoffer.

Det betyder, at mælk bl. a. bidrager til at dine knogler får det calcium, de har brug for, og den giver dig også en pæn mængde protein. Proteinet har kroppen brug for til at danne nyt væv og genopbygge dine muskler efter fysisk aktivitet.

Derfor er mælk et godt og nemt valg i den daglige kost. Og vælger du en af de magre mælketyper, får du de mange næringsstoffer uden at få ret mange kalorier. De magre mælketyper (skummetmælk, minimælk og kærnemælk) indeholder omtrent den samme mængde af næringsstofferne som sødmælk og letmælk.

Det er rigtigt, at du kan få de samme næringsstoffer fra en række andre fødevarer, men der skal mange forskellige til for at matche mælken, og nogle af dem skal man have i en meget stor mængde. Fx skal man have 620 g broccoli eller 1200 g rugbrød for at matche indholdet af calcium i ½ liter mælk. De fødevarer, du ser på billedet her, indeholder den samme mængde calcium som 1/2 liter mælk.

Hvor meget mælk om dagen?

Fødevarestyrelsen bad i 2009 Fødevareinstituttet DTU om at lave en undersøgelse af mælkeanbefalingerne. Det kom der en grundig rapport på over 100 sider ud af (Vidensgrundlag for rådgivning om indtag af mælk, mælkeprodukter og ost i Danmark, 2010). Hovedkonklusionen i rapporten var at anbefale, at alle danskere over 2 år bør have mellem ¼ og ½ liter mælk hver dag, hvor den lille mængde kun er nok, hvis man ellers lever efter kostrådene. Forskerne på Fødevareinstituttet DTU har gransket litteraturen nøje, før de er kommet med deres anbefaling, så dokumentationen er i orden. Se evt. deres rapport.

Bryder dig ikke om at drikke mælk?

Måske hører du til dem, der ikke bryder dig om at drikke mælk? Hvis det forholder sig sådan, skulle du måske give mælken en chance igen ved at nyde et glas iskold kærnemælk. Der er undersøgelser (Smagen af hjem. Explora 2006), der peger på, at voksne og især kvinder bedre kan lide smagen af mælk, når mælken er syrnet. Smagen opleves tilsyneladende mere ‘voksen’ og interessant. Tilmed er kærnemælk en mager mælketype med 0,5% fedt.

Mælk i te, kaffe eller i smoothies er en lige så god måde at få de gode næringsstoffer på. Vælg smoothies uden ret meget sukker, for  forbruget af sukker skal helst minimeres. Derudover kan du også få alle mælkens gode næringsstoffer gennem fx yoghurt og ost. Vær obs på, at ost indeholder mere fedt.